Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Vores forventninger


For at sikre en god skolegang, har vi en række forventninger til især samarbejdet og kommunikationen på Haslev Privatskole.

Gennem godt samarbejde kan vi give jeres barn den bedste skolegang.

Samarbejdet mellem skole og hjem


Om det gode samarbejde mellem forældre, elever og medarbejdere på Haslev Privatskole

Når et barn optages på Haslev Privatskole, er det i virkeligheden hele familien, der bliver optaget. Det betyder, at I som forældre er enige i skolens værdier og kan se jer selv bakke op om dem, også hvis jeres eget barn er involveret og har andel i en konflikt eller har generende adfærd overfor andre børn.

Jeres barns udbytte og glæde ved skolegangen er afhængig af, at skole og familie er enige om retningen. Uenighed skaber dilemmaer for barnet og sætter spørgsmålstegn ved, hvor loyaliteten skal ligge.

Derfor forventer vi også, at I er loyale over for skolens samlede virke. Det vil sige, at I har sat jer ind i hvad skolen står for og at I, i samarbejde med skolens medarbejdere, fastholder dette grundlag og værdisæt.

Som forældre kan I naturligvis forvente, at lærerne underviser i overensstemmelse med skolens værdier og faglige mål. De samme værdier er gældende i skolens SFO, så der er sammenhængskraft i hverdagen.

 

Kommunikation mellem skole og hjem


Vi arbejder ud fra den gode dialog, som bygger på at vi taler med hinanden og ikke om hinanden.

Der er altid plads til at holde et møde og få talt de forskellige oplevelser igennem.

Haslev Privatskole forventer at forældre deltager i forældremøder og skole/hjem samtaler. Der afholdes på alle klassetrin 2 forældremøder årligt og det samme gælder for skole/hjem samtaler. Dog vil skole/hjemsamtalerne i indskolingen også indebære deltagelse af en pædagog fra SFO’en.

Ved skole/hjem samtalerne gives en grundig orientering om elevens faglige standpunkter og sociale udvikling. Det er også et forum, hvor vi kan tale om eventuelle udfordringer og træffe aftaler om, hvordan de bedst kan løses.

Den daglige kontakt foregår via Intra eller telefonisk, og har til formål at sikre, at vi kontinuerligt samarbejder til barnets bedste.

I kan forvente, at skolen orienterer om, hvordan jeres barn trives og udvikler sig i skolen. På samme måde forventer skolen at blive orienteret, hvis der i hjemmet er begivenheder, der påvirker barnets trivsel.

Et samarbejde er en fælles opgave og det påhviler alle parter at tage aktivt del heri. Samarbejdet er baseret på dialog, respekt og ansvarlighed.

 

Skolens forventning til forældrene


Vi prøver at holde en god og positiv omgangstone uden brug af øgenavne og bandeord. På den måde opbygger vi den trygge stemning, som er fundament for trivsel og læring.

 

I kan bidrage til dette:

  • Når I taler pænt om andre, lærer barnet at gøre det samme.
  • Når I har en god omgangstone derhjemme, smitter det positivt af på barnet – og dermed på skolen.
  • Når I taler pænt om skolen derhjemme, bliver barnet gladere for at gå i skole. Evt. uenigheder kan I ordne med skolen og ikke med barnet.
  • I kan lære barnet at hilse og sige tak.
  • I kan lære barnet at forstå og tage hensyn til andre.
  • I kan også lære barnet at dele og være rummelig i forhold til dem, der er anderledes.

 

De yngste elever vil også have brug for jeres hjælp til at få pakket skoletasken og finde tid og ro til, at barnet kan få lavet sine hjemmeopgaver. Det er også vigtigt at I hjælper jeres barn med at møde til tiden. Ingen børn bryder sig om at komme, når kammeraterne er gået i gang.

Det er skolens ansvar at sikre en undervisning, der er målrettet det enkelte barn og det niveau barnet er på.

Skolen har særlige kompetencer til rådighed, der sikrer at børnene kommer godt fra start både fagligt og socialt.

En forudsætning for et godt samarbejde er, at parternes forventninger i rimelig grad bliver opfyldt. I modsat fald må samarbejdet ophøre.

Er du i tvivl om noget?

Vi holder løbende møder, hvor I som forældre har mulighed for at besøge os og høre mere om skolen. Ønsker du et møde med os eller at indmelde dit barn på skolen, så skal du bare kontakte os.

To glade piger på legepladsen på Haslev Privatskole

Vores værdier på Haslev Privatskole

Tryghed, trivsel og faglighed er Haslev Privatskoles værdimæssige udgangspunkt. Sådan sikrer vi at vores elever får en positiv, lærerig og udviklende skolegang.

Haslev Privatskole facaden med grøn beplantning

Haslev Privatskoles Antimobbestrategi

Alle børn og unge har ret til at være trygge og at være en del af et fællesskab. På Haslev Privatskole tolererer vi ikke mobning.

Lærere opstillet foran Haslev Privatskoles facade

Lærere

Vores dygtige lærere underviser i de forskellige fag og klassetrin på vores skole.

Billede af Haslev Privatskoles udeområde

Hvad koster det?

Vores skole har egenbetaling, herunder findes der også forskellige tilvalg, som fx SFO.