Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Vores madordning


På Haslev Privatskole har vi en frivillig madordning.

 

Hver dag steger, koger og bager vores kok og køkkenassistenter en frisklavet, ernæringsrigtig og velsmagende varm ret og anretter en indbydende buffet.

Det giver vores eleverne mulighed for at få sund, mættende mad til frokost og om eftermiddagen, hvis de er i SFO.

Vi mener, at sunde spisevaner, kan forebygge rigtig mange livstilssygdomme senere i livet. Og det er lettere at få gode vaner fra starten end at skulle af med de dårlige vaner som ældre.
For os at se handler udtrykket ”sund mad” ikke kun om at få flere grøntsager og mindre slik.
Det handler i mindst lige så høj grad om, at børnene oplever det at spise sundt som en naturlig del af en god dag. At de ved at vælge sunde madvarer gør noget godt for dem selv. Ikke noget med løftede pegefingre og triste slankekure her. De gode/sunde ting skal bare smage bedst og være mest tillokkende.

Vores frokostbord er bygget op efter følgende grundprincipper:

  • Maden skal bestå af masser af grøntsager. Vi kommer grøntsager i alle kød- og fiskeretter, i salater, i brødet og ikke mindst i vores hjemmelavede supper.
    Vi forsøger at variere udbuddet af grøntsager efter årstiden.
  • Der skal være meget af det gode fedt i maden. Vores hjerne består som bekendt af ca. 60 procent fedt – og vores elevernes hjerne vokser hurtigt. Så vi bruger rigtig mange kerner og nødder, gode koldpressede olier samt fed fisk som laks og sild.
  • Vi holder igen med de hurtige kulhydrater, som sukkerprodukter, hvid pasta, ris og raffineret hvedemel. Vi bruger derimod meget groft mel, vilde ris, perlebyg- og rug, havregryn samt diverse kerner i både brød, salater og supper.
    Vi bruger magert kød, både til det hjemmelavede pålæg og i de varme retter.
  • Årstidens udbud af friske varer præsenteres for børnene i et bredt udbud af retter. Alt præsenteres selvfølgelig så farverigt og indbydende som muligt.
    Så meget som muligt laves fra bunden, så maden igennem tilberedningen bliver mere smagfuld. På denne måde undgår vi også mange tilsætnings- og farvestoffer.
  • Den daglige buffet rummer en salatbar med gnavegrønt, hvor børnene selv kan sammensætte deres salat, diverse blandede salater, hjemmebagt rugbrød og grovbrød, et varieret pålægsbord, der altid indeholder nogle af børnenes favoritter og samtidig er anrettet så børnene stimuleres til at tage grønt på deres pålæg, og endelig en lun ret.
  • Skolen har Det Økologiske Spisemærke, hvilket betyder at 30-60 % af kantinens indkøbte føde- og drikkevarer er økologiske.

Det Økologiske Spisemærke

 

Skolens kost- og sukkerpolitik

Der kan ikke medbringes eller nydes hverken slik, chips eller sodavand på nogen klassetrin, og i stedet for kagedag i klasserne har vi valgt at have hyggedag med f.eks. frugt og groft bagværk.

Efterhånden er der på markedet en sand skov af mere eller mindre lødige snack og frikvarters-produkter, der ved nærlæsning af varedeklarationen, viser et meget højt indhold af sukker.

Vi synes egentlig ikke, at det er vores opgave som skole at fortælle eller beslutte, hvad I må give jeres barn med i skole. I stedet henviser vi til, at al forskning viser, at høj sukkerindtagelse har en meget negativ effekt på indlæring. Det opfordrer vi derfor jer til at have det in mente, når I sender lidt lækkert med til pauserne.

 

Det pædagogiske måltid

Elever og voksne som rollemodeller kan styrke spisevaner, madglæde og socialt samspil

 

Både elever og skolens personale har gode forudsætninger for at fungere som forbilleder for hinanden i måltidssituationen. Rollemodeller kan bidrage til at udvikle elevernes spisevaner, madglæde- og mod. Samtidig kan skolens personale understøtte interaktioner eleverne imellem, så de lærer af og med hinanden, hvilket kan understøtte sociale relationer og det sociale samspil under måltidet. 

 

Måltidet har potentiale til at udvikle elevers sproglige og kommunikative kompetencer

Måltidet er som situation oplagt til at skabe dialog mellem elever og skolens personale samt eleverne imellem. Måltidet har potentiale til at fremme elevernes sproglige og kommunikative evner. Skolens personale har et fælles ansvar for at skabe gode forudsætninger for kommunikation mellem elever og skolens personale samt interaktioner mellem eleverne ved fx at være lydhøre over for elevernes egne indspil og skabe en fælles opmærksomhed under måltidet.

Trivselsfremmende fællesskab 

Spisesituationen har potentiale i, at der skabes et rum for uformelle fællesskaber elever og skolens personale i mellem med samtaler om andet end det skolefaglige.  

Måltidet er en god øvebane til at styrke elevernes evne til at indgå i meningsfulde fællesskaber, hvor eleverne kan få positive erfaringer med at samarbejde, danne relationer og bidrage til fællesskabet. 

Samarbejde mellem skolens personale er afgørende for udviklingen af det måltidspædagogiske arbejde  

Samarbejdet mellem skolens personale i alle afdelinger samt ledelsen spiller en stor rolle for arbejdet med mad og måltider. Det tværfaglige samarbejde kan kvalificere det pædagogiske arbejde med mad og måltider. 

Lære-/måltidsplan skal understøtte en systematisk måltidspædagogik, der kan bidrage til en fælles pædagogisk forståelse og praksis.

FAG PÅ SKOLEN

Vores elever bliver undervist i mad og livsstil

Hvad koster madordningen?

Den daglige frokostmenu består af en lun ret, salatbuffet, brød og pålæg. Hertil serveres et glas mælk. Læs hvad madordningen koster her.

Billede af elever der leger og råber venligt til hinanden

Trivsel

En skolegang i trivsel er vigtigt for dit barn, vi arbejder hele tiden på at forbedre den.

Billede af elev der løser matematikopgave med centicubes

Sådan underviser vi

Eleverne oplever en varieret og faglig god undervisning, med forskellige læringsmetoder.

Fødevarestyrelsens kontrolrapport

Køkkenet på Haslev Privatskole har selvfølgelig den glade smiley. Du kan se alle besøgsrapporterne her.